Det lyder umiddelbart lidt selvmodsigende, da paleokosten for en stor del er baseret på kød, som er en vigtig kilde til protein. Ydermere udelukker paleokosten også stivelses- og meget kulhydratholdige fødevarer som korn, ris og diverse bælgfrugter.
Så hvad er der så tilbage at gøre godt med for en vegetar?
Først og fremmest er der naturligvis alle grøntsagerne, som i forvejen fylder meget i en vegetars daglige kost. Dernæst er der alle nødderne og kernerne, som bidrager til mæthedsfornemmelse og en god andel af proteinbehovet. Sidst, men ikke mindst er der visse mælkeprodukter, hvis man vælger at følge Paleo 2.0-principperne.
 |
| Oooh, jeg håber, at jeg kan holde ved! |
For en god ordens skyld vil jeg lige gøre rede for baggrunden for dette projekt:
Jeg er 29 år og har været vegetar siden jeg var seks år. Det har altid været mit eget valg, da smagen og konsistensen af kød ikke rigtig har.. ja smagt mig. Eftersom det var en gang sidst i firserne, at jeg blev vegetar, var det vist ikke det, mine forældre vidste mest om. Jeg spiste, hvad der var, og der blev nok også lavet en ekstra salat eller noget andet tilbehør engang imellem.
Da jeg selv blev lidt ældre, fandt og fik jeg selvfølgelig lidt mere information om det at være vegetar. Jeg kunne forstå, at det var meget vigtigt med den rette fordeling og indtag af protein, kulhydrat, fedt osv. Det er nok henved de første par tusind gange, at jeg er blevet spurgt, om hvordan jeg sørger for at få proteiner nok.
Det ærlige svar er; Det ved jeg ikke. Jeg spiser det jeg har lyst til, og har en formodning om, at min krop sådan nogenlunde regulerer det selv. Fx har jeg altid haft en stor lyst til de meget grønne grøntsager som broccoli og spinat,hvilket nok skyldes deres indhold af B12-vitamin, ligesom jeg også er meget glad for æg og svampe, som jo som bekendt indeholder meget protein. Derudover gnasker jeg gladeligt mandler og diverse andre nødder og nyder også en god humus.
Mit helbred er fremragende, mit blodtryk er 100 over 50, og da jeg på et tidspunkt fik taget nogle blodprøver var tallene så fine for lever, nyre, blodsukker mv., at lægen antydede at jeg måtte være fanatisk og ALDRIG indtage noget syndigt. Det passer så ikke...
Er der noget, jeg er dårlig til, så er det at være fanatisk. Jeg kan godt lide god chokolade, rødvin, pasta, fløde - you name it.
Ikke desto mindre har jeg kastet mig over dette lille paleoprojekt.
Det skyldes, at jeg for fire måneder siden fødte en lille søn. Helt lille var han faktisk ikke - og det var jeg heller ikke bagefter. Min søn er groft sagt bygget på klejner og gulerødder ;-), og det viste sig også på vægten, da han var født. Der sad ca. 13 kg mere på min krop, end der havde gjort tidligere.På nuværende tidspunkt sidder der stadig otte kilo for meget, og de vil ikke rigtig slippe.
Derfor dette eksperiment. Kan paleokosten give dette skub til mit vægttab, som jeg ønsker - og kan man leve på paleokost som vegetar? Ved siden af kostændringen styrketræner jeg tre gange om ugen og laver også lidt cardiotræning.
Jeg tæller og måler ikke indtag af proteiner, vitaminer mm., så dette projekt er helt og aldeles uvidenskabeligt og på mit helt eget ansvar.